Jeg er Jeanette

Jeanette Christiansen kontaktede mig i efteråret 2019. Hun er sangskriver og sanger – og stod for at skulle udgive sin første single og efterfølgende EP under navnet Jeg er Jeanette.

Fire musiknumre udgives på Spotify og andre streamingtjenester. Samt som old school CD i et begrænset oplag. Og hun havde brug for et cover! På baggrund af mine Nørrebro plakater kunne hun godt tænke sig at se mit take på hendes sangunivers.

Coveret

Coveret består af fire felter: hvert felt repræsenterer hver sin sang. Øverst står titelsangens ‘Kvinden bag gardinet’. På gaden neden for hendes vindue har vi Sebastian, som er vendt hjem fra en jordomrejse. Øverst til højre står den unge kvinde med smartphonen og skriver selvmordsbrev på instagram i sangen ‘Med døren lidt på klem’. I den blå Up sidder Smukke Hanna. Hver del fungerer som cover til singlen. Se mere om processen her

Videoerne

Jeanettes sange rummer poetiske hverdagsfortællinger i et fint melodisk univers. Fx kigger ‘Kvinden bag gardinet’ ud på gadens liv – hun ser en præst, som køber lottokupon, grillbaren på hjørnet, en kommunalarbejder… Der er rigtig mange billeder i  – og derfor var det oplagt at gå videre ind i det illustrative univers med en musikvideo, som panorerer rundt i hendes iagttagelser.

Videoen blev til et fantastisk samarbejde mellem Jeanettes vokal, mine illustrationer og Jens Trolles krøllede videotrylleri!

Det gik så godt, at den næste video bare ventede på at blive skabt!

‘Når Sebastian vender hjem’ er en skøn melodi med en fortælling om ungersvenden Sebastian, som er på rejse og vender ændret hjem. Her kom den visuelle del på overarbejde – for illustratoren måtte ud af byen og finde sine motiver rundt om i verden!